En lille trane

Det er en søndag formiddag i maj. Solen skinner selvfølgelig, som den plejer på konfirmationsdage. På en af de omkring 20 stole i midtergangen af Tårnby Kirke sidder en ung mand. Krøllerne er sat, skoene er kridhvide og det lykkedes, her til morgen, at få bundet en slipseknude efter mange forsøg. I hånden har han en lille trane, foldet af kønt origami-papir.

Den er foldet af en dame, der ofte kommer til gudstjeneste i Tårnby Kirke. Tranen er en ud af mange. Ligesom konfirmanden er et ungt menneske ud af de mange, der hvert år vælger konfirmationen og kristendommen til i Tårnby.

Tranen er en ud af de tusinde traner for fred, menigheden i Tårnby Sogn har foldet i løbet af knap et par år. Konfirmanderne i år har også foldet nogle. Det var ikke så nemt, så det blev kun til et par stykker.

De gamle japanere fortæller, at hvis et menneske eller en gruppe folder tusind traner, så får man et ønske opfyldt.

Det har vi gjort i Tårnby. Vi har foldet tusind traner. Og hvad skal vi så ønske os?

På stolen foran den unge mand sidder en ung pige. Hun har også en lille papirtrane i hænderne.

I Japan symboliserer tranen fred. Det har den gjort siden en 12-årig pige døde af leukæmi efter at være blevet udsat for stråling, da atombomben ramte Hiroshima. Pigen foldede traner og ønskede sig at blive rask. Det ønske kunne ikke opfyldes, men pigens historie bevægede mange mennesker, og hun står nu som en statue i en park i Hiroshima til minde om de mange børn, der døde som følge af atombomben d. 6. august 1945. Under statuen af pigen Sasaki, der rækker en origami-trane i vejret, står der: ”This is our cry. This is our prayer. Peace in the world” (Oversættelse: Dette er vores råb. Dette er vores bøn. Fred i verden).

Fred i verden

Fred i verden er et stort ønske. Men Tårnbys konfirmander tør godt drømme stort og forestille sig en bedre verden. De beder selvfølgelig om de nære ting, som fx at Gud vil passe på dem selv og deres familie og venner. Men de har også blik for den verden, deres generation inden længe får ansvaret for.

De unge mennesker vil ikke være alene om at bede om fred. For netop her i maj er det 80 år siden kirkernes morgenringningen varede en hel time landet over, i anledning af at Danmark atter var frit efter den tyske besættelse. Derfor holder vi i Tårnby Kirke skumringsgudstjenester fire torsdage i maj, hvor vi sammen vil bede om fred i verden.

Tranerne vil pynte kirken til gudstjenesterne, og vi vil bære dem ud i verden som billeder på vores bøn om fred. De er skrøbelige og vi skal tage varsomt om dem, mens de forestillinger, vi har ladet dem med, vokser sig store og stærke. Men alting begynder i fantasien.

Som når profeten Esajas maler en bedre verden op: En verden, hvor ulven skal bo sammen med lammet, hvor koen og bjørnen bliver venner. Hvor spædbarnet kan lege ved slangens hule. Hvor ingen volder ondt eller ødelæggelse. I stedet vil landet være fyldt med kundskab om Gud. Om det, der er godt.

Al forandring er begyndt i et menneskes fantasi

Hvilken verden det ikke kan blive, hvis de unge mennesker i landets kirker tør drømme stort om en fredelig fremtid. Hvilken verden det ikke kan blive, hvis de passer på tranen i deres hænder, og lader deres inderste ønske tage form, indtil det ønske er klar til at lette og flyve ud i verden og blive til holdninger og handlinger. Det kan blive den verden, Gud har skabt os til. Lad os hjælpe dem med at drømme den verden frem her i maj.

Sognepræst Camilla Cedermann