Har januar varet i 100 år? 
Og var november den mørkeste måned? 
Så var der lige december med lys i Lucias hår, og i går duftede jeg foråret i luften.

Jeg sidder her en januardag på mit kontor. Jeg skal skrive denne artikel med en skriveblokade, og forsøger at finde ud af, hvad jeg skal skrive om. Uden for mit vindue falder regn forklædt som sne, og jeg famler mellem nytårstaler om håb og fare, om lys og mørke – for at finde en form for inspiration… 

Men jeg lod vinteren tage mig med og gik i vinterhi med januar – og jeg har ikke rigtig noget at sige. Alting er blevet for meget. Så egentlig vil jeg bare gerne være stille. Fortsætte med at se ud ad mit vindue: Se fuglene på foderbrættet, de lever og ser muntre ud endnu. 

Jeg vil bare gerne være stille, for verden larmer alt for meget, og alle magthaverne råber så højt. Verden er for stor, og jeg er alt for lille til at kunne overskue, hvad jeg egentlig skal stille op med det hele. Jeg kan mærke jeg er urolig om natten og jeg har svært ved at sove. For jeg er bange, for intet synes forudsigeligt mere. Jeg samler mig til at sige noget, men jeg ved endnu ikke hvad, så derfor venter jeg. Venter og ser. Håbefuldt. Jeg nærer mit indre håb og min tro og giver det en masse kærlighed. 

Præcis som februar forventer af mig!  Åh februar, hvor har du været længe ventet, med kyndelmisse, valentinsdag og fastelavn… Årets første fester, hvor vi dukker frem fra januars mørke vinterhi, og fejrer vi overlevede endnu en vinter, fejrer kærligheden og for en enkelt dag prøver at være den superhelt jeg håber at jeg er, men som dagligdagens kapløb med utilstrækkeligheden får slået godt og grundigt ihjel. 

I februar er alt sammen som et lettelsens suk – det skal nok gå! Og jeg genhører Hella Joofs nytårstale om håbemennesker! Og jeg ved stadig ikke hvad jeg skal sige og skrive, men jeg ved nu, hvad jeg skal være til fastelavn – Et håbemenneske! Og håbe jeg en dag bliver til et i virkeligheden – et håb dagligdagen ikke kan slå ihjel. 

Men for en sikkerhedsskyld hænger jeg talens sidste vers på min væg her i kontoret, og håber jeg må være med i håbemenneskenes klub når fastelavn er slut, og håber det snart bliver forår, og håber jeg snart har en stemme og noget at sige, og håber og tror:

”Tro det nok skal gå
Tro på fryd og tro på gammen
Tro det nok skal gå
Håb det nok skal gå, 
det nok skal gå alt sammen”.

Sognepræst Louise Husted Rosenberg