Der er nogle dage i løbet af året, hvor det ikke er så morsomt at vågne om morgenen. Det er de dage, hvor vi det samme øjeblik, vi slår øjnene op, ved, at nu er den dag kommet, hvor vi skal igennem noget vanskeligt. Det kan være dage, hvor vi skal op til en eksamen, til en undersøgelse på hospitalet eller en dag, hvor vi skal tage afsked med en god ven, der skal på en længere rejse.

Man ved det med det samme, når sådan en dag står for døren. 

Men så findes der heldigvis også andre dage, hvor det er dejligt at vågne om morgenen. Dage, hvor vi vågner meget tidligt, fordi vi glæder os, og hvor vi får lyst til at sætte os op i sengen og råbe et højt hurra. For nu er den store dag endelig kommet, som vi har ventet på og glædet os til.

Sådan kan det være med juleaften.

Jeg tror, at netop juleaftensdag er der mange, der vågner tidligt. For ingen glemmer den 24. december. Ingen forældre behøver at fortælle deres børn, at de godt må stå op, for nu er det jul.

Og netop den 24. december hilser vi anderledes på hinanden. ”God jul”; siger vi, eller ” glædelig jul”. Jeg synes, det er lige dejligt hver gang. 

Jeg siger det både til mennesker, jeg kender godt, og til mennesker jeg knap nok kender. Ikke kun til min familie og naboer, men også til kassedamen i supermarkedet og til buddet fra Postnord. 

”God jul ”; siger vi til hinanden, og mærker, hvordan vi kommer hinanden nærmere, der er smil og varme imellem os, og afstandene bliver mindre.

Og det er sådan, fordi vi mener, det vi siger. Vi ønsker nemlig for hinanden, at julen må blive en god oplevelse. For når vi ønsker for hinanden, at julen må blive glædelig, så er det, fordi vi ved, at det ikke er sikkert, den bliver det. 

Før vi andre dukker op til gudstjeneste juleaften, kommer kirketjeneren, og han har én meget vigtig opgave; nemlig at låse op til kirken. Og det sidste han gør, inden han går hjem, er at låse kirken igen.

På samme måde som vores kirke kan låses op og i, sådan kan også selve julen og juleevangeliet låses op og i. Men det handler om to forskellige nøgler. Med den ene nøgle kan vi åbne for julen, og med en anden kan vi låse for den. 

Nøglen, der åbner for julen, hedder: taknemmelighed. Og det er den eneste nøgle, der passer i låsen. Og jeg er sikker på, at taknemmelighed var navnet på den stemning, der herskede ved krybben julenat. De vidste ikke så meget den første julenat, men for Guds gave var de taknemmelige. 

Den anden nøgle hedder: selvfølgelighed. De mennesker, der er holdt op med at undre sig over, at vor Herre var et barn julenat, og over at således elskede Gud verden, at han gav os sin søn, de mennesker har mistet julen, og de får slet ikke øje på den. For selvfølgelighed er julens fjende, selvfølgelighed låser for julen. 

En gave, som vi modtager med selvfølgelighed, skaber ingen glæde, hverken for dig eller den, som gav den. 

Der er i bibelen en smuk fortælling om stjernen, der ledte tre vise mænd fra Østerland til Jesus. Men hvad med os, kan vi finde frem til julen? 

Der findes stadig en stjerne, der leder os frem til julen, frem til livet.  For hvis du tager imod julen og tilværelsen med et taknemmeligt hjerte, så bliver taknemmeligheden en lysende stjerne, som leder dig frem til Jesus. Så kommer vi til ham, som alene kan skabe jul i vores hjerter. For julen er for alle. 

Måske er der nogen, der oplever kirken og kristendommen som fremmed og tænker: ”Jeg passer ikke her.” Men julen er for alle. For til krybben i stalden kom alle slags folk, og i missionsbefalingen, Jesu sidste ord på jorden, sagde han: ”Gør alle folkeslag til mine disciple”. 

Således er ringen sluttet: nøglen er sat i den rigtige lås, og der åbnes for julen og livet med taknemmelighed. 

Rigtig glædelig jul.

                                                               Sogne- og hospitalspræst Ib Ehlers Jøgensen