Siden sidste efterår har jeg været én af jeres i alt fire præster i Tårnby og samtidig er jeg også præst på Psykiatrisk Center Amager, Digevej.

På Digevej møder jeg mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet ramt af mørke i deres liv. En patient sagde til mig en dag: ”Ib, måske bliver man mere rummelig af at gå lidt i stykker, og jeg er ikke blevet troende, fordi jeg gik i stykker, men fordi jeg kunne sættes sammen igen” – og patientens ord fortæller om, at mørket findes, men at lyset er stærkere. Og som præst på PCA, Digevej repræsenterer jeg håbet – håbet, der ligger i at blive set, lige dér – hvor man er i sin håbløshed.

At nogen – og i mit tilfælde jeg som præst - tør være dér sammen med én, uden at komme med falsk trøst. Tit siger vi til hinanden: du må ikke opgive håbet! Men det er et meget mærkeligt udtryk, for det bestemmer vi jo ikke selv. Håb er for mig noget, vi bliver givet udefra, og håbet kan aldrig tages med magt. Og hvis jeg siger til et menneske, der har mistet håbet, at han eller hun ikke må opgive håbet, så giver jeg dem opfattelsen af at være forkerte.

Jeg tror på, at der bliver født et håb, når et andet menneske tør gå med i mørket, og så findes der døre i vores liv, der kun kan åbnes af en anden. Men taler vi fx om dødsangst, så er dødsangst en ur- angst, som hører med til vores liv, men mange vil ikke være ved det, og så prøver de at trøste det væk – og siger: at det nok skal gå.

En lille pige på kun et par år skulle dø. Pigen havde en storebror på fem år, og forældrene ringede til mig og bad mig komme, for store broderen var sur på Gud. Da jeg kom hjem til familien, fortalte forældrene, at drengen aftenen før var kravlet ind under sofaen og ikke ville komme ud igen. Jeg spurgte dem, hvad de så havde gjort – og faderen fortalte, at han lagde sig ind under sofaen sammen med ham. Så spurgte jeg, hvad han havde sagt til drengen. ”Sagde,” sagde faderen – synes du da, der var noget at sige? Nej, jeg holdt bare min søn i hånden. Og da de havde ligget dér noget tid, så havde drengen spurgt sin far: Far, har vi flere colaer i køleskabet? Og så var de sammen kravlet ud.

Oplevelsen fortæller om håb, for faderens oplevelse med sin søn er jo selve symbolet på lyset i mørket – på håbet: og det lille lysglimt kom først, da faderen turde være i håbløsheden sammen med sin søn.

Men – det koster altid at håbe! For der er jo altid en fugl på skulderen, som siger: Hvad nu hvis det ikke lykkes? Og derfor kan det også være en forbandelse, at man skal håbe – og giver både hovedpiner og myoser.

Dét at være håbløs – at blive løst fra det store håb – det kan nærmest være salvende i sig selv. Livet bliver simpelthen nervøst, hvis vi skal finde en mening i al ting. Og ved at blive befriet fra sit håb, så er der måske et nyt vindue, der springer op.

Jeg har en præstekollega, der med et glimt i øjet af en læge fik at vide, at hun ikke skulle komme på deres afdeling så tit med sin musik, sange og oplæsninger af digte – for hver gang hun havde været dér, så ville patienterne have ordnet både hår og negle. Måske handlede det om, tror jeg, at de var blevet løst fra håbet – og ville tilbage til livet igen. Mange spørger mig om, hvordan jeg kan holde al den smerte og lidelse ud i mit arbejde – men det giver mig meget mere, end det tager. Og jeg er hver gang, der bliver kaldt på mig, ydmyg og meget taknemmelig over at få lov til at blive inviteret ind i menneskelivet lige dér, hvor det måske er allermest levende.

Jeg tror, at jeg selv kommer til at dø som et bange menneske, ja, det er jeg ret så sikker på. Jeg er ikke så bange for, hvad der er på den anden side – for der er Gud, tror jeg på! Men jeg er frygtelig bange for at give slip på det her dejlige liv og dem jeg elsker og holder af – og til den tid, så håber jeg, at nogen siger til mig: At de godt kan forstå, at jeg er bange!

Jeg beder en bøn for dig i nat, for du vandrer ad stejle stier. Jeg giver dig al min styrke, jeg giver dig, hvad jeg har af håb: at selv om du vandrer alene, så mærker du, at nogen går med. (Bøn af Helle S. Søtrup)

Af sogne- og hospitalspræst Ib Ehlers Jørgensen