PRÆSTENS KLUMME: Hvor er Karsten?

PRÆSTENS KLUMME: Hvor er Karsten?

PRÆSTENS KLUMME: Hvor er Karsten?

# Præstens klumme

PRÆSTENS KLUMME: Hvor er Karsten?

- I Cambridge. Men kun på ferie. Det er grunden til, at jeg er rejst til London med præstekjole og hele to konger i min prædiken (i kirkebønnen beder man for både det engelske og det danske kongehus).

Karsten er ude at spille fodbold, da jeg ankommer og det er ved at være halvsent i det rolige og eksklusive område, som Den Danske Kirke i London ligger i. Jeg kan ikke finde ud af, hvor man skal gå ind, og overvejer at ringe på de forskellige døre i husene omkring kirken. Det skulle jeg have gjort, for så kunne jeg måske have hilst på enten en tidligere premierminister, en agent 007 eller en supermodel.

Som de fleste ved, bor Karsten ved Regent´s Park med sin familie og vagthunden Polly, der som det eneste familiemedlem har taget turen til London i bil, sådan er det jo at være firbenet og skulle rejse til et land udenfor EU. Men selv om flyveturen ikke tager længere tid end at tage toget til Odense (og tilmed koster mindre), synes jeg, at forskellene på Danmark og England er ret tydelige. Også selv om det var efterårsferie, og der kom flere gamle Tårnby-konfirmander med forældre forbi, mens jeg var der.

“Jeg kan godt savne nærheden i det engelske samfund”, sagde Karsten på et tidspunkt over et glas vin. Man kommer ikke hjem til folk. Man mødes på pubben, som jo ofte fungerer som en slags dagligstue. Men det er noget andet. I det hele taget kommer man ikke tæt på folk, som man gør hjemme i Tårnby. Der er så mange høflighedsfraser, når man skriver og taler sammen, så det kan være svært at finde ud af, hvad folk egentlig mener.

Præstelivet i London er også anderledes end i Danmark. Som præst skal man rejse penge til alt det, der skal foregå i kirken. Kirkeskat er der ikke noget af. Og så er kirken et kulturelt forsamlingshus for danskere - både nyankomne, men også for dem, der har boet i landet i mere end et halvt århundrede. Selv om jeg aldrig har prøvet at bo i udlandet i længere tid, så forstår jeg dem godt. Det er tydeligt til frokosten efter gudstjenesten, at der er masser at tale om og opdatere hinanden på, mens vi spiser smørrebrød, hvor rugbrødet kommer fra Ole & Steen – The Danish Bakery. De ligger i øvrigt mange steder i London – og her kan man også købe wienerbrød til 19 pund, hvis længslen efter det danske bagværk bliver for stor.

Jeg forstår godt trangen til at holde fast. At der er noget, man er rundet af, og som minder en om, den man er. Og hvordan kirken kan være et fælles mødested – uanset om man er ude i verden eller hjemme. Uanset om man har et tæt eller mindre tæt forhold til kirken. Det er godt at mærke, at man er forankret – uanset om man er ude eller hjemme. Kirken kan virkelig noget her.

Jeg skulle hilse fra Karsten.

Sognepræst Laila Bomose

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed