Af min eks-svigermor fik jeg engang en lille bog, der beskrev årets gang i forhold til gamle folkeskikke og overtro. Da jeg ville lede efter den, så den kunne hjælpe mig med at finde på noget godt at skrive til denne klumme, var den desværre ingen steder at finde. Den må være blevet væk i flytterodet. (Ja, man må da stadig godt have flytterod fire måneder efter man er flyttet ind et nyt sted!).

Men heldigvis kunne jeg huske, at der stod i bogen, at nytårsmorgen gik bønderne i gamle dage ud på marken for at tage varsler. For januar, vidste de gamle, var den måned, hvor man kunne kigge ind i det nye år. Som kigger man ind ad et lille glughul til fremtiden. Derfor kaldtes januar også Glugmåned.

Nytårsmorgen rettede bonden derfor sit blik mod himlen, for at tage varsler. Hvordan mon vilkårene ville blive for hans familie det næste år? Ville det blive svært, eller ville hans hårde arbejde komme rigeligt igen? Nu til dags, hvor vi er knap så overtroiske, retter vi nok ikke så meget blikket mod himlen, som vi retter det mod os selv og vores egne nytårsforsætter.

For hvad vil jeg opnå i året der kommer? Hvordan kan jeg gøre mit liv bedre? Gøre mig selv bedre? Skal jeg få nyt arbejde? Købe en elbil? Starte til cross fit? Og hvad skal jeg gøre, for at mine nytårsforsætter så også går i opfyldelse?

Alle disse tanker, gør vi os i tiltro til, at vi ikke bliver forhindret i at skabe det for os selv, som vi gerne vil skabe. Og fejler vi alligevel, er det så vores egen skyld. Det er en hård livsfilosofi. Du kan hvad du vil, er en sandhed med modifikationer. Det ved enhver, der har forsøgt at komme af med en dårlig vane.

Nej, der var bonden klogere. Han vidste godt, at der skulle mere til end hans egne evner.

Der skal mere til, for der var større kræfter end hans egne på spil, og det krævede et blik mod himlen. Bonden spurgte i stedet: Hvad har du til mig, Gud, i det næste år?

Begyndelser og afslutninger
Før jul var jeg på besøg på plejehjemmet Løjtegårdsvej. Her synger min præstekollega Louise Husted Rosenberg og jeg hver onsdag salmer med babyerne, mens beboerne gør os hyggeligt selskab.

Mens vi sidder der og synger, og de små er betagede af farverne på de tørklæder, vi roligt svinger over dem, ser jeg op og ud gennem vinduespartierne. Mit blik er blevet fanget af en rustvogn, der kører bort fra plejehjemmet. Kontrasten er tydelig. Dér på tæppet ligger de små bitte leende menneskebørn, der kun lige er startet på deres liv – og i samme øjeblik kører en venlig bedemand bort med et menneske, hvis liv er levet til ende: Begyndelsen og afslutningen.

Hvad skal begynde i år? Og hvad vil slutte? Vi kan da godt prøve at kigge ind i fremtiden, men får nok ingen gode svar. Er himlen rød nytårsmorgen betyder det ifølge de gamle vejrvarsler krig og ufred. Men her i Tårnby, tæt ved lufthavnen, betyder en rød himmel såmænd også at der er ekstra mange mikropartikler i luften – som min kæreste bemærkede en morgen, hvor jeg stod og kiggede betaget ud ad et vindue i præstegården.

Nej, hvad året vil bringe ved vi ikke. Men noget nyt vil begynde og noget vil slutte. Sådan er livet - omskifteligt. Men gennem hele året, gennem sorg og glæde, vil Gud være med os, uforanderlig og stærk. Mens alt andet forandres. Og som et symbol på Vorherres uomskiftelighed står vores egen gamle Tårnby Kirke. Den står, som den har stået før os og vil stå efter os. Kigger du ind en dag, vil du måske møde os præster, Laila, Ib, Louise og mig, og vi følges gerne med dig et stykke af vejen, både når noget er slut og noget nyt er begyndt i dit liv.

Godt nytår!

Sognepræst Camilla Cedermann