Det er et helt særligt fællesskab. Man kan altid komme forbi. Der er ikke entre i døren. Man kan hvile, hvis man er træt. Og man må godt efterlade tanker og bekymringer på bænken, hvis man har brug for at komme af med dem.

Sådan et sted er Tårnby Kirke. Og selv om jeg er den nye elev i klassen – jeg har trods alt kun været præst i Tårnby Kirke i lidt mere end et år – lærte jeg hurtigt, at Tårnby kirke har en helt særlig betydning for mange i Tårnby. Familiehistorier er flettet sammen med Tårnby Kirke. Et gravsted, hvor et elsket menneske ligger begravet på kirkegården, en barnedåb og markeringen af begyndelsen af nyt liv. Eller måske en svær tid, hvor kirkens tykke mure har slået en beskyttende ring omkring én. Der er både blevet sunget, grædt og grint, når livet har ført os sammen.

Når jeg sidder i kirken, uanset om det er en begravelse, et bryllup eller en dåb, tænker jeg ofte på, at der umuligt kan være én eneste tanke, der ikke er tænkt før i kirken. Hvad det rum ikke har måttet lægge øre til! Det er trygt at tænke på, synes jeg. Fra Tårnby Kirke kan man rejse ud i hele verden, men man kan altid vende tilbage - komme hjem igen.

Jeg tror, det er vigtigt for os moderne nomade - mennesker at have sådan et sted. Det siger vi også til vores konfirmander, når vi sender dem afsted her i maj – de får at vide, at de altid kan komme tilbage. Kirken er sådan et sted, hvor vi sammen bærer traditionen afsted, fordi det her er dyrebart! Hvor vi får Guds velsignelse og bliver sendt afsted med løftet om, at der altid er mere end vi kan se.

Forsamlingshusene lukker, men det åndelige af slagsen lever, nemlig kirken. Tårnby Kirke er stedet, hvor fortiden, nutiden og fremtiden mødes.

Sognepræst Laila Bomose